Torben Kaas

Strandhuse

Jeg bor og maler i Bisserup. En lille idyllisk enklave på den vestsjællandske kyst, med en forunderlig, magisk stoflighed.

I området lyder stadig toner fra en svunden tid som fiskersamfund. Huse og gårde er født her, og er blevet en del af et poetisk sceneri på strandengen hvor jeg ofte går.

 

Jeg er vel abstrakt naturalist, hvis nogen spørger. Men egentlig bryder jeg mig ikke om ismer og kunstretninger. Jeg maler mine billeder

 

‘Et maleri er længe under vejs. Det er processen som har den virkelige kvalitet og tyngde. Det er her udfordringen ligger. For når et maleri bliver skabt, kræver det største imødekommenhed og vilje til at modtage, og give. Jeg har igennem årene lært at lytte til billedet. Jeg tænker ikke så meget på resultatet undervejs. Jeg tror jeg ved når det er færdigt. Og jeg ved i særdeleshed når det ikke er færdigt. Min intuition er et vigtigt redskab til at afkode billedets mission og status, men også til at føre mig igennem processen.

Efterår og vinter er mine foretrukne perioder når det handler om at producere billeder. Vinden har en bestemt tone. Det samme har himlen og regnen. Disse årstiders toner passer perfekt til min pallet. Lyset spiller en stor rolle. Lyset åbner og lukker. Uden lys, ingen skygge. Lyset skaber de kontraster som giver liv og dybde, og efterlader et stærkt ekspressionistisk udtryk.
Når jeg maler er det et personligt anliggende og jeg er særdeles ydmyg omkring selve processen. Jeg ved at noget betydningsfuldt er på spil hver gang.

Og det betydningsfulde ligger i at jeg bevæger mig i ukendt område, et ukendt land, hvor intet i realiteten kan forudsiges. Og det skal det heller ikke. Jeg dufter til en flig af essensen af selve livshandlingen. Jeg er og jeg skaber.

 

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´ billedverden :

Torben Kaas

Nordlys

– Lyset synes næsten at komme indefra –

 

Man aner motivet: et eller flere små huse. Gamle huse, måske med stråtag. Antydningen af et landskab, bakker, klitter, en sø, og så ellers himlen foroven.

Det er dog ikke husene eller landskabet, der er Torben Kaas´ hovedmotiv. Det er lyset selv. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken.

 

Intuitivt og ekspressivt maleri

Teknikken og optikken minder om impressionisternes med den vigtige forskel, at disse brugte små kommalignende penselstrøg, anvendte rene ublandede farver og fokuserede al deres energi på præcist at fange sollyset på det og det tidspunkt af døgnet og på den bestemte tid af året. Derfor føles deres malerier også realistiske. Som noget, der er set, observeret og gengivet på en så objektiv måde som muligt.

Sådan er det ikke med Torben Kaas´ malerier. Han arbejder med brede penselstrøg, voldsommere kontraster mellem lys og skygge og med ridser og hakker i malingen efterladende en grovere tekstur enkelte steder. Resultatet er et mere dramatisk, intuitivt og ekspressivt maleri end impressionisternes.

 

Spirituel oplevelse

Det føles, som om Torben Kaas overskrider naturalismen især i lys/skygge-virkningerne. Lyset synes magisk, og når han lader en skakt af hvide og lyseblå toner stråle ned over den mørke jord og den faste materie, er virkningen som i en skabelsesberetning: det guddommelige skær, der opløser Kaos på den første dag.

Man kan kalde denne oplevelse spirituel, religiøs, magisk eller, hvad man nu vil. Hovedsagen er, at vi alle har haft den: betragtende en specielt pragtfuld solnedgang, et bestemt lysskær hvilende over landskabet eller solens gule stråler, der pludselig bryder igennem uvejrsskyerne. Selv for en højteknologisk sjæl i det 21. århundrede er sådanne oplevelser stadig bjergtagende.

 

Universelle malerier

Det gør derfor heller ikke så meget, at vi ikke præcist kan identificere Torben Kaas´ geografiske udgangspunkt. Det kan være alle steder, selvom man nok aner, at vi er på den nordlige halvkugle og, farverne taget i betragtning, i det Skandinavien, vi deler som levested med kunstneren. Pointen er bare, at dette er universelle malerier med universelle referencer.

Når man ser på Torben Kaas´ malerier, genoplever man de magiske øjeblikke, man selv har haft i naturen og landskabet. Man digter med, man husker, og man glædes

Hus på strandeng

3.800 kr.

Strandhus

3.800 kr.

Sommerhus

6.900 kr.

Hus på strandeng

7.600 kr.

Sommerhus

7.600 kr.

Hus på Byvejen

6.900 kr.

Hus på strandeng

4.300 kr.

Nattelys 120*90 cm

12.000 kr.