Møller i Mejeriet - Kunst og kunsthåndværk

MØLLER i Mejeriet

Kunst og kunsthåndværk i Kirke Stillinge

Kunstnere i galleriet

Se her vores udvalg af kunstnere, i perioder kan vi have særudstillinger med kunstnere som ikke er på hjemmesiden – check vores facebook

Svend Høgh

Svend Høgh er selvlært og maler med olie samt akryl. Hans fortid som serieredaktør og -tegner samt de mange år på Svikmøllen skinner igennem i hans værker Svend Høgh skaber unikke og farverige malerier med tegneseriekunst. Blandt hans motiver finder du Steen & Stoffer, Disney-figurer og Spirillen, som alle er blevet tolket med humor og indlevelse. Udover disse tegneserie-motiver kan du også finde andre fantastiske malerier med dyr, især ugler, som er et af Svends specialiteter. Der findes en verden af unikke malerier med tegneserieinspirerede motiver, der skiller sig ud fra mængden. Netop det at skabe malerier i international klasse, er netop hvad billedkunstneren Svend Høgh ser som sit kald. Svend skaber flotte maleri til din væg i din stue, entre eller der, hvor du trænger til at se på et exceptionelt maleri. Svend Høgh har arbejdet som billedkunstner siden 2015 - og er repræsenteret på flere gallerier i ind- og udland, hvor hans farverige fortolkninger over kendte seriefigurer vækker stor opsigt og glæde. 2017 blev det store gennembrud for Svend som billedkunstner med flere udsolgte ferniseringer på blandt andet galleriet Comicart i København. Svend Høgh skaber moderne og helt unikke maleri. Han kæler for detaljerne i sit maleri, som bliver et naturligt fokuspunkt i dit hjem. I maleriernes detaljerne gemmer der sig mange små historier og du kan tilbringe timevis med at gå på opdagelse i hans flotte abstrakte og dekorative baggrund

Finn Møller Keramik

Keramik frimærker og andre figurer Vil du se min frimærkesamling? Finn Møller har genoplivet den gamle replik på sin helt egen måde, han har nemlig en frimærkesamling og han har selv lavet den i keramik. Finn M som han signerer sine værker med, begyndte at lege med ler omkring 2017, hvor han fik egen keramikovn og værksted oven på sit galleri. Han lavede små keramikfigurer, altid med åben mund og deres eget sigende udtryk. Stilen er rustik og naivistisk men også samtalende skabende og sjov. Men hvorfor det lige blev frimærker bunder i at kunstnere i starten af 2020, lige før Corona lagde Danmark stille, skulle til reception i Destination Sjællands nye lokaler i Slagelse. De var flyttet ind i det gamle posthus, sammen med andre virksomheder og iværksættere. Kunstneren synes at 2 flasker rødvin var lidt tamt at komme med, så derfor lavede han et frimærke til at hænge på væggen! Ideen passede jo godt til det gamle posthus. Han drillede sin kone med at det kunne være sjovt at lave sin egen udstilling med frimærker og måske var det bare blevet ved ideen hvis ikke at der blev lukket ned for hans eget galleri i starten af pandemien. Så fik han af sin kone besked på at gå på værkstedet og få lavet en portion frimærker i stedet for at være sur over at have lukket, det blev i første omgang til 50 unikke værker, som blev der blev lavet en udstilling med, da der kunne lukkes op igen. Der blev en succes og siden da er der lavet værker med mange temaer, coronavirus, tegneseriefigurer, Storebæltsbroen, håndværkere, kærester, tour de France, og naturligvis Margrethe off-line med en smøg i munden. Dronning Margrethe II, har af kunstneren fået et værk i anledning af hendes 50-års jubilæum, naturligvis også med en smøg i munden. Værket blev godt modtaget og kommenteret med god humor! Melvin Kakooza var i sensommeren 2022 forbi kunstneren med sit “helt sort” program og var med til at lave et frimærke til sin mor. Finn M havde i anledningen lavet et portræt af ham, og han fik det unikke frimærke med hjem med hjem, helt sort, naturligvis! Kunstneren laver de unikke frimærker i stentøjsbrændt ler, alle takker er lavet i hånden, kun størrelsen er lavet med skabelon. Værkerne måler 19*22 cm og er forsynet med et ophæng Også andet unika keramik Finn M (Møller) laver udover de keramiske frimærker, også HOVEDSAGER, runde hoveder som udtrykker optimisme, positivitet og glæde BUMLERNE, runde figurer som optræder i forskellige situationer SID SJOVT - sidde skulpturer eller skamler i stentøj med genbrugsgummi sokler Finn Møller er sammen med Jane Grube Møller grundlægger og indehaver af MØLLER i Mejeriet.

Mikkel deMib Svendsen

Mikkel deMib Svendsen Unika keramik Mikkel deMib har altid haft en særlig passion for unika keramik. Det startede da han var 8-10 år gammel og var så heldig, at der i den klub jeg gik, var et godt keramikværksted og en god pædagog med en masse keramik-erfaring. Mikkel brugte timevis i kælderen med modellering og drejning af keramik på de (dengang) manuelle sparke-skiver. Men da han stoppede i klubben, nogle år efter, forsvandt de praktiske muligheder og interessen fadede lidt ud. Interessen vendte tilbage For 5 år siden genoptog han arbejdet med keramik og har siden da, arbejdet med at skabe et spændende og personligt keramisk udtryk. Læs mere nedenfor … Mikkel er så heldig, at have en god ven og tante – Helene Fridan-Pedersen, som er professionel keramiker. Hun havde værksted meget tæt på hvor han bor i Lyngby. Og i 2014 fik Mikkel mulighed for at genoptage min passion for keramik. Han arbejder hovedsageligt med drejning, mest i stentøj og porcelæn – og den lidt umulige kombination af begge dele. Ofte blandes flere forskellige lertyper og indfarvet ler (agateware) og med krakeleringer, mønstre og markante afdrejningsteknikker, skaber han et udtryk der på en gang trækker på årtisinde gamle traditioner og former, men sat i et nyt lys. Kunst må gerne være brugbart Kunst må gerne kunne bruges til noget. Mikkel deMib værker har derfor ofte form af vaser, skåle og fade – eller det der ligner. Men det er ikke afgørende. Han går aldrig på kompromis med udtryk og kunstneriske virkemidler. Det er den skulpturelle værdi frem for funktionalitet der vinder. Det sidste kan man købe meget billigere i Ikea. Jeg er drevet af en passion for de mere voldsomme og unikke udtryk, stærke og overraskende farver i kombination med mere klassiske keramiske former. Brændingsteknikkerne Mikkel arbejder meget med ældgamle brændingsteknikker som Pitfire, Wood Fire og Raku. Med disse metoder skabes helt unikke og meget varierende udtryk, farver og mønstre. På den ene side kan en vase være dyb og sort, på den anden helt lys, med glimt af gule, røde og blå nuancer. Alt efter hvordan man placerer den ændres udtrykket radikalt. De traditionelle brændingsteknikker gør dog også, at keramikken ikke altid helt vandtæt, kan ikke puttes i opvaskemaskinen og er ikke garanteret fødevaresikkert. Det er et godt eksempel på Mikkels fokus på den kunstneriske, og skulpturelle værdi – frem for den rene funktionalitet.

Niels Erik Skovballe

Stilleben Niels Erik Skovballe. Niels Erik Skovballes historie som maler går mange år tilbage, og vidner ikke blot om en meget spændende udvikling, men også om et fantastisk stort teknisk talent. Skovballes kunstneriske univers er meget stort. Overordnet kan det karakteriseres som en rig og alsidig idéverden, som formidles med stor respekt for det enkelte billedes udtryks-muligheder. Hvert billede er opstået på baggrund af en meget præcis idé om hvad billedet skal indeholde og hvad det teknisk set kræver, at opnå nøjagtig det udtryk Skovballe søger. Kvaliteten – i landskabet og opstillingen. I midten af 90’erne begyndte Niels Erik Skovballes naturalistiske maleri at tage ny form – En ny periode præget af naturalistiske opstillinger (stilleben- malerier), en genre, som stadig i dag er det mest markante i produktionen. Ved betragtning af disse opstillinger aner man, at den umiddelbare glæde ved smukke, harmoniske kompositioner ofte er for lidt for kunstneren og at traditionen med indholdsmæssig overdådighed måske er for meget. Mellem disse yderligheder er der ved hjælp af få, nøje udvalgte billedelementer, tilføjet en diskret symbolik, så man aner undertoner med reference til religion, filosofi, politik og meget andet. Opstillinger – symbolik Landskabs-maleriet har tidligere haft en speciel plads i hans motivverden, men efterhånden har han fundet nye udtryk gennem opstillingerne. Udfordringen ligger for Skovballe i opstillingens symbolske udtryk, med reference til de områder i tilværelsen, som landskabsmotiver ikke dækker. – Beskueren præsenteres for uendelige associations muligheder gennem opstillingens uventede sammensætning af ting fra dagligdagen og en eventyrligt snedig teknisk gennemarbejdning af maleriet. Den neonrealistiske opstilling er for Skovballe en psykoanalytisk katalysator, hvor han lidt drilsk prikker til iagttagerens underbevidsthed, antagelser og fordomme. Man fornemmer det, og fascineres af den utrolige spænding mellem objektets konkrete form og symbolikkens abstraktionsniveau. I hvert enkelt billede fremhæver Skovballe denne kontrast til fulde gennem sin teknik. Den underspillede stemning opnår han via sin unikke sans for at afstemme de dæmpede farver, det rumlige forhold mellem billedets elementer samt lysets indvirkning på farve og kontrast.

Poulin-design

Franske kunstpuder i verdensklasse. Poulin Design er stolte over at være eneimportør af Jules Pansu`s eksklusive produkter i Skandinavien og Tyskland. Jules Pansu begyndte at designe vægtæpper og tekstiler i midten af det 19. århundrede og grundlagde sin forretning i Paris i 1878 på 42 Rue du Faubourg Poissonnière. Den eksklusive forretning ligger fortsat på samme adresse og er stadig i familiens eje. Med produktionsfaciliteter i Halluin – Fransk Flandern – sluttede han sig til en kunstnergruppe, der havde mere end 600 års erfaringer med at væve gobeliner. I 1919 indtrådte hans søn, der også var opkaldt Jules, i forretningen og fortsatte den succesrige virksomhed. Han blev efterfulgt af sine 3 sønner, Robert, Jean og Bernard der i 1946 sluttede sig til den traditionsrige familievirksomhed. 4 generation Eric og Alain Pansu tog over i 1976 – og med 4. generation engageret i design og produktion af puder, tæpper, vægtæpper og gobeliner i en meget høj kvalitet, fortsætter familievirksomheden Jules Pansu med at ekspandere både i Frankrig og udlandet. Virksomheden viderefører i dag traditionen med at producere vægtæpper, tæpper og puder af store verdens-kunstneres værker. Jules Pansu har bl.a. eneretten fra Succession Picasso til at producere Picassos værker.Herudover har man erhvervet eksklusiv-retten til at producere andre store kunstneres værker såsom Miro, Kandinsky, Magritte og Monet. Danske Leif Sylvester I Danmark er vores egen Leif Sylvester præsenteret med 9 motiver i samme kvalitet GOBELIN OG VÆVNINGENS HISTORIE Så langt tilbage som Homers Illiaden har man kunnet spore en form for tekstilkunst og væveri. Produktion af vægtæpper og gobeliner er en del af gammel Fransk kulturarv og hører til blandt de mest eksklusive i verden. Siden middelalderen, har vævere i Paris, det nordlige Frankrig og Val-de-Loire regionen skabt eksklusive, indviklede og meget holdbare gobeliner, som den dag i dag beundres på internationale museer og slotte over hele verden. I 1160 grundlagde Jean-Baptiste Colbert, som var finansminister for Louis den XIV, ”Les Gobelins Tapisserie” efterfulgt af ”Royale des Beauvais”. Gobelinerne der blev skabt i disse væverier, ligesom de der var vævet hos Aubusson og Felletin, hørte til blandt de fineste og mest eksklusive i Europa i det 17. og 18. århundrede. Gobelinerne var oftest baseret på kunstværker udført af datidens store kunstnere, såsom Le Brun, Jean-Baptiste Oudry, Charles Coypel og Francois Boucher. I Jules Pansu´s værksteder i Halluin, fortsætter man med at videreføre denne stolte tradition og med at specialisere sig i Jacquard vævning, opkaldt efter den anerkendte håndværker Joseph-Marie Jacquard . Jacquard opfandt metoden og væven der tillader langt større alsidighed og kunst i vævningen end tidligere metoder. ANERKENDELSE FOR FRANKRIGS BEDSTE HÅNDVÆRK Siden Jules Pansu blev grundlagt i 1878 har selskabet været fuldt ud dedikeret til hele tiden at øge sin ekspertise og viden i at designe og skabe eksklusive gobeliner og tekstiler, baseret på forfædrenes traditioner inden for design, udvikling og produktion af Jacquard vævning. Selskabet er med stolthed blevet tildelt den prestigefyldte hædersbevisning ”Meilles Ouvrieres de France” (Frankrigs bedste håndværker) ikke blot én men to gange. Det stræbsomme og engagerede team hos Jules Pansu arbejder som noget helt naturligt, hele tiden på at sikre og udvikle det højeste niveau hvad angår teknisk, sofistikeret og kreativ kvalitet i alle produkter. Det er en meget stor ære for selskabet at være honoreret for denne indsats. KREATIVITET For hele tiden at kunne imødekomme kundernes forventninger og behov, kombinerer den kunstneriske direktør hos Jules Pansy den moderne smag med traditionelle stilarter ved brug af friske nye farver og design. Ved hjælp af denne nytænkning fortolkes gobelin- og tekstilvævning på en måde svarende til nutiden. Jules Pansu opfylder kravene fra de mest krævende kunder – herunder mange prestigefyldte museer, franske og internationale monumenter og slotte, ved at tilpasse, designe og udvikle produkter specielt og eksklusivt kun til disse.

Magritte

Renè Magritte Magrittes malerier er kendt for overraskelser, modsætninger og chokeffekter. Han vil gerne bringe sine beskuere ud af fatning, for at de kan få en ny oplevelse af den mangfoldige virkelighed, vi lever i. For Magritte er billedet udtrykket af den billedgjorte tanke, som giver mulighed for at opleve underet. Og det eneste, som betyder noget, er fortryllelsen. Magrittes billeder indeholder mere, end man kan se i virkeligheden: noget mystisk og ukendt. I virkeligheden var Magritte mere interesseret i poesiens styrke end i selve det at male, og poesi har hos ham noget at gøre med menneskelivets gåde. Selv sagde han om tiden 1925–1936, at hans billeder er udført i ”en systematisk bestræbelse på at opnå en overrumplende poetisk virkning”. Magritte bevarer som regel tingenes udseende, men han ændrer deres egenskaber og den funktion og nytte, de gør i det daglige. Bare en ide I virkeligheden viser hans billeder intet andet end en ide. Malerierne er altid gådefulde og giver ingen løsning, men det har heller aldrig været Magrittes mening. Det vigtigste for ham er at vise gåden, at gøre opmærksom på det forunderlige og at skabe billeder af det uforudsigelige. Kendt er han især for billeder som “Ceci n’est pas une pipe” (“Dette er ikke en pibe” er påskriften på maleriet – der hedder La Trahison des images, Billedernes bedrag), hvor netop en pibe er afbildet over denne teksten. Desuden malede han billeder som “La condition humaine” og “Key to the fields“.

Stig Løvenkrands

Keramiker, skulptør, kunstmaler, kreatør af skøre ideer og meget mere. I de keramiske værker arbejder Stig med skulpturer i stentøjsler, han holder af strukturen og formbarheden som er rigtig god at arbejde med, der brændes både i EL-ovn samt Raku ovn. Keramikken har uanede muligheder, men også begrænsninger der forsøges flyttet, hvilket gør det meget spændende og udfordrende at eksperimentere med Keramiske ting. Læsehestene. Skulpturer, der konstant dukker op i Stig´s ler, er læsehestene, dem har han en særlig stor kærlighed til. Det virker som om at han hele tiden kan udvikle og aldrig bliver træt af at skabe dem, de bliver aldrig ens, alle har alle deres eget udtryk. Faktisk virker det som om at han synes det er lidt svært at skille sig af med dem, når andre falder for dem. Bogormen. En nyere figur fra Stig Løvenkrands er Bogormen! En orm som nærmest kravler gennem en bog, en meget fri fortolkning af navnet på en der læser. Ideen kom i forbindelse med en udlænding som kiggede på Læsehestene og ikke kunne forstå meningen med en kombination af en hest og en bog. På engelsk er det naturlig vis Bookworms som er kælenavnet til den flittige læser. Fugl og Fisk. Stig laver også fugle og fisk, og især hans Is fugle er populære, samt hans fladfisk. Andre Skulpturer Nøddeknækkere (Egern), Pingviner, HCA, Viking skibe, Skak, Jens Vejmand, Grublere, Dansere mv. Akrylmalerier-Op-Art. Stig maler også af og til, her er det Op-Art han synes er sjovt, strukturer og farver der får øjnene til at se andet end det faktiske.

Torben Kaas

Strandhuse Torben Kaas (F. 1960 ) – kunstmaler / musiker Torben Kaas er en af Vest Sjællands mest særegne kunstnere. Lyset og de kraftige rustikke farver er blevet hans kendetegn. Han har sit værksted i Bisserup, hvor han bor. Torben har på kunstskole taget kurser i maleri og kunsthistorie. Torben er desuden musiker og har udgivet adskillige albums i forskellige genrer. Nordlys - en rejse i den skandinaviske ånd - Lyset er altid en vigtig faktor for mig. Mine billeder viderebringer det markante nordiske lys som på en forunderlig måde altid er til stede. Lys som skaber konturer og kontraster. Lys som komplementerer vejr og vind. Lys som viderebringer historier fra huse og landskaber. Jeg er optaget af at få lyset ind i mine billeder, og i særdeleshed, at få det til at komme ud igen. Jeg bruger en kraftig pallet af klare, rustikke jordfarver. Blå, turkise, røde og gylden orange nuancer dominerer. Disse farver har majestætisk dybde og tyngde. Lyset er ofte blåt i Bisserup, og mange andre farver i øvrigt. I mine billeder er den blå farve gennemgående. Jeg er vel det man vil kalde abstrakt naturalist. Og jeg ser mig selv som nordisk maler, med nordisk billedtradition i bagagen. Jeg har valgt at skildre strandhuse, gårde og landhuse i området omkring Bisserup hvor jeg bor. Disse huse har i høj grad fascineret mig i den tid jeg har boet her. Husene rummer historier og dramaer som har sat sig i landskabet. Husene er blevet en del af fortællingen som landskabet tilbyder. Husene bliver arketyper som hver især taler ind i beskuerens egne oplevelser. Jeg går ofte på strandengen. Tidligt om morgenen, eller ved aftentid. Og på netop de tidspunkter af dagen er der en umiskendelig blå nuance på det hele, sammen med et stærkt gyldent skær over vandet og omkring Husene. Jeg inviterer beskueren på en rejse i mit univers, og måske få et glimt af sine egne skjulte eller glemte landskaber gennem farver, stemninger og lys. Jeg insisterer på at det smukke og oprigtige overtager. Det som ikke umiddelbart kan ses, kommer til syne. Det som ikke umiddelbart kan huskes, dukker op, og bliver en del af en ny fortælling. Når jeg maler er det et personligt anliggende, og jeg er meget ydmyg omkring selve processen. Jeg ved at noget betydningsfuldt er på spil hver gang. Og det betydningsfulde ligger i at jeg bevæger mig i et ukendt område, et ukendt land, hvor intet i realiteten kan forudsiges. Jeg dufter til en flig af essensen af selve livshandlingen. Jeg er, og jeg skaber. Jeg tilfører noget og jeg får noget igen. Mine billeder har en spirituel aura omkring sig. En spirituel rejse begynder. Det er et samspil imellem det ydre i naturen og så det som jeg indeholder. Jeg arbejder typisk på fire-fem lærreder når jeg går i gang med mine huse. Til disse billeder bruger jeg oliemaling. Det tager heldigvis en hvis tid før det tørre op. Og i den tid prøver jeg at holde gang i billederne. Jeg kigger på dem, og høre efter hvad de indeholder, og hvad de har på hjertet.

IB's Pottery

Irene Bøg Jørgensen Født 24. juni 1965 i Odense. Udannet civilingeniør (maskin) i 1991 og har arbejdet dels med oversættelse af software og som kvalitetschef i maskin-branchen. Arbejder stadig som kvalitetschef hos Struers i Ballerup, og legen med keramik er derfor på hobbyplan. Det startede med en gammel drøm om at dreje i ler. Muligheden meldte sig i 2004 hvor jeg boede i Greensboro, North Carolina. USA. Da jeg “desværre” ikke kunne få arbejdstilladelse, var der masser af fritid. Området var heldigvis tæt på en stor enklave af keramikere i Seagrove, så jeg fandt et kursus hos ArtAlliance i Greensboro, hvor jeg primært lærte at dreje. Det var så sjovt, at jeg belsluttede mig for at købe en keramikovn og et elektrisk hjul med hjem fra USA i 2006. Der skulle bygges et værksted ifm. tilbygningen til vores hus i Korsør, så der gik en del år, hvor jeg ikke arbejde med ler, men til alt held fandt vi kurset “Keramik på mange måder” hos Cecilie Dige i Skælskør, som jeg startede på i 2013. Det gav mig modet til at komme igang med at dreje i ler derhjemme, og samtidig lærte jeg også noget mere om håndbygning og fik inspiration fra de øvrige elever. Kurset er så inspirerende, at jeg stadig deltager og nyder at blive udfordret af Cecilie og resten af holdet. Jeg kan bedst lide at lave ting der har en funktion, men der må gerne være med et kreativt tvist. Jeg arbejder mest i stentøjsler og lidt i porcelæn – synes det er genialt at det kan tåle det meste: frost, ovn og opvaskemaskine. Jeg elsker at dreje, men ind imellem håndbygger jeg f.eks. vaser. Jeg er nok påvirket af at begge mine lærerer har være pottemagere, og derfor er det sejeste at kunne mestre drejekunsten, så det træner jeg mest. Selvom det er på hobbyplan, producerer jeg mere end vi har plads til derhjemme, og så er det jo skønt at andre har lyst til at bruge mine ting.

Nyheder i galleriet

Her ser du de nyeste kunstværker som er landet i kunstgalleriet

Åbningstider i dag: 10:00 - 16:00

Møller i Mejeriet – kunstgalleri

Et af Vestsjællands største kunstgallerier – indrettet i osteafdelingen i Kirke Stillinge gamle mejeri.

Galleriet råder over et areal på over 400 m2 fordelt på 5 spændende rum, hvor du virkelig mærker den gamle industribygnings sjæl. I disse rustikke rammer finder du et bred udvalg af malerier, litografier, keramik, glaskunst og skulpturer i mange prisklasser, der er gode muligheder for at finde ideer til gaver og din egen indretning.

Her er skiftende udstillinger af malerier, fast udstilling af Leif Sylvester litografier og Finn Møllers egne fantasifulde keramikværker bl.a. frimærker i keramik

Copyright © 2026