Michael Kofod Glaskunst

Glowing Lava Organisk skål

Kategori:

Unikt glasfad

39*36 cm

3D strukturer med inspiration fra naturen

Tom Jørgensen, som er kunstanmelder på Jyllands-Posten og redaktør af Kunstavisen har anmeldt min glaskunst:
Når man ser på Michael Kofods glasarbejder, forstår man, hvordan han er blevet den kunstner, han er.
Målet synes at have været klart fra starten: hvordan kan et kunstværk nærme sig naturen, så det ikke bare ligner, men i en vis forstand bliver natur? Et maleri kan i mere eller mindre grad og med større eller mindre held imitere naturen, men et lærred er og bliver et todimensionalt objekt, så naturligheden kan kun blive illusionistisk.
Et stykke råglas er derimod selv et stykke natur, og, må Michael Kofod have tænkt, hvad nu, hvis man i stedet for at skabe et stykke kunsthåndværk med alle de smukke farver og former, et sådant nu engang kan have, laver noget, der på en mere strukturel måde minder om natur?
Michael Kofod gik i arbejdsmæssig tænkeboks og kom frem til to tekniske løsninger på sin udfordring: krakeleringer, ofte i flere lag, og brug af transparent glas i det færdige glasværk. Resultatet er glasarbejder med en slags tredimensional collageeffekt med de mange lag af krakeleringer skabende en struktur, der i forbløffende grad minder om naturen: om vind og vejr, geologiske klippelag, materielle processer og om faste og flydende elementer. Kort sagt alle de ting og fænomener, vi kalder natur.
Tag nu bare havet. Michael Kofod har skabt fade, lamper og skåle, der i farve og struktur minder om bølger, om brændinger og havskum set i højde med bølgerne selv eller betragtet fra oven fra en rumsonde med det blå hav dækket af hvidtottede skyer. Han har lavet lamper, så man kommer til at tænke på dybhavets mylder af selvlysende organismer, og han har eksperimenteret med azurfarvede fade og skåle, der bringer tankerne hen på de smukke undervandsgrotter ved Middelhavet.
Hvis man går fra vandet til ilden, har Michael Kofod lavet glasarbejder, hvis overflade i den grad ligner glødende lava, at man næsten bliver bange for at brænde fingrene ved berøring. Han har med serien ”Fleezy Clouds” skabt skåle, der imiterer hvide lammeskyer på himlen, og han har, for at afrunde med det sidste af de fire grundelementer, jorden, fabrikeret glasarbejder, der minder om de forskelligfarvede lag i ældgamle klippeformationer.
Hvad enten Michael Kofod beskæftiger sig med de fire elementer, laver helt abstrakte ting eller går over i det figurativt naturalistiske, er det denne udsøgte materialefornemmelse, denne evne til at skabe glødende, hvirvlende og fejende strukturer i et utal af farvekombinationer, der gør hans glasarbejder så fascinerende.
Tom Jørgensen, kunsthistoriker, kunstanmelder på bl.a. Jyllands-Posten, redaktør af Kunstavisen
2.800 kr.
Kategori: