Birgitte Munthe Jacobsen

Jeg har arbejdet med ler siden 1984.
Det meste af mit lertøj er pladet eller pølset op, glaseringen er enten Raku eller Nøgenraku.

Raku er en gammel japansk teknik, hvor lertøjet glasurbrændes individuelt ved ca. 1000 gr. med efterfølgende reduktion i savsmuld.
Reduktionen plus de store temperatursvingninger lertøjet udsættes for, giver glasuren en intensitet og glød, der er så speciel for Raku.

Raku glasering.
Når skålen er forglødet, bliver den glaseret.
Ovnen med skålen bliver varmet op til 1000 grader. Skålen tages hvidglødende op af ovnen og anbringes i en stor gryde med savsmuld, låget lægges på, og der sker en forbrænding uden ilt.
Efter et stykke tid tages skålen op af gryden og anbringes i en balje vand. Skålen er på det tidspunkt ca. 500 grader varm.
Når skålen er kølet af, skal den renses og vaskes ren.